RUNDT OM HAMMER BAKKER

Ny natur i Hammer Bakker

 

 Nåletræer er blevet savet og hugget. Der er sat naturheste ud i området. Nu kommer turen til at sætte hegn op. I alt hegnes 320 hektar, til et nyt og samlet naturområde, så de græssende dyr kan få et endnu større område at leve i.

 

Det kræver sin maskinpark at gøre klar til, at den vilde natur kan flytte ind igen. Først skulle der fældes 30 hektar plantet nåletræ med en skovmaskine og motorsav. Det arbejde er nu ved at være afsluttet.

Nu er en kæmpe knusemaskine på vej ind i det nye naturområde, som Den Danske Naturfond er ved at genoprette sammen med Aalborg Kommune og Dansk Botanisk Forening.

Maskinen skal knuse de mange træer og buske – og deres rødder – i et smalt spor, hvor hegnet skal sættes op.

 

”Det betyder en uges tid med larm fra den gevaldige knusemaskine. Men derefter er vi stort set færdige med at larme, så alle kan nyde forårets fuglesang og summen fra de første bier i fred og ro.”

  • siger Svend Lassen, projektleder i Aalborg Kommune.

Hegn sikrer mere natur og ny sti

Man kan færdes i sporet, som nogle steder også bliver med en sti uden for hegnet. På den måde kan man bevæge sig rundt om store dele af det nye naturområde også. Det nye spor kan også bruges som ridesti, langs en del af området. Etablering af nye stier langs skel, aftales naturligvis med naboerne.

 

”Det nye hegn sættes op, så naturen kan trives i et endnu større område, hvor der før var mørk nåletræsplantage uden meget liv. Nu kommer der i stedet store dyr og vilde planter, som kan give mad til insekter som de sjældne sommerfugle i Hammer Bakker. Det nye område bliver et nyt paradis med et fantastisk mylder af liv – forhåbentlig allerede fra dette forår.”

  • uddyber Svend Lassen.

 

Hegnet bliver et 110 cm højt kreaturhegn, som kan passeres af råvildt, kronvildt, ræv mm.

Publikum

Publikums adgang til arealerne sikres ved brug af klaplåger og færiste.

 

  • Er man til fods, må man færdes overalt i projektområdet.
  • Hunde skal være i kort snor, når de færdes i projektområdet, både af hensyn til skovens dyreliv og de andre besøgende i skoven. Vil du gerne have, at din hund kan løbe frit omkring, kan du benytte hundeskoven, som ligger lidt sydøst for Vandtårnet ved Vodskov. Hundeskoven er et 1,7 hektar stort, indhegnet område, hvor hunde under kontrol kan løbe frit.

 

  • Du må gerne cykle på skovveje og skovstier, der er menneskeskabte, og som fremtræder egnede til cykling med en almindelig cykel (i private skove dog kun fra klokken 6:00 til solnedgang).
  • Du må ikke cykle, hverken på en almindelig cykel eller på MTB, i skovbunden, på dyreveksler, stendiger og lignende.
  • Du må altså ikke lave dine egne MTB-spor i skoven, men gerne benytte de afmærkede MTB-spor.
  • Ridning er tilladt overalt i projektområdet, med undtagelse af fortidsminder (herunder også diger og gravhøje) og på mountainbike-sporet. Der skal dog holdes en afstand på 50 meter til beboelse.

 

  • Konkurrenceridning og større arrangementer, der udgår fra rideskoler, rideklubber, stutterier eller lignende må kun ske med tilladelse fra Aalborg Kommune.
  • Der henstilles til, at ryttere holder sig fra etablerede vandrestier. Ved ridning langs veje og stier, bedes ryttere så vidt muligt ride i vejrabatten eller i dertil grenknuste ridespor. Vis hensyn til andre brugere og græssende dyr.

 

Natur med store dyr

Ligesom vi kender det fra Dansk Botanisk Forening, og Aalborg Kommunes arealer kommer heste og kvæg (og evt. geder) til at leve i det nye naturområde fremover. De skal æde og lave kokasser og hestepærer – alt det, som hjælper vilde blomster og insekter med at trives. De efterligner på den måde vildheste og urokser, som levede i Danmark, inden de blev udryddet.

Antallet af dyr tilpasses områdets størrelse og mad, så dyrene trives, har nok at æde og samtidig æder lige det, de skal, for at vilde blomster kan vokse frem i stort antal.

Det giver mere føde til insekter som de sommerfuglearter, som er truet af udryddelse.

 

Hjælp naturen: Hold afstand

Svend Lassen minder om, at man hjælper naturen og andre gæster bedst, ved at nyde de store dyr på god afstand.

 

”Man skal holde afstand og må under ingen omstændigheder fodre dyrene. Hvis du først begynder at fodre dyrene, vil de forbinde mennesker med mad, og dermed bliver dyrene opsøgende. Det betyder, at der kan opstå potentielt farlige situationer for de besøgende der følger efter dig, fordi dyrene så forventer, at mennesker fodrer dem,” siger Svend Lassen.

 

Dyrene tilses dagligt af en lokal landmand og får jævnligt besøg af en dyrlæge.

 

Fakta:

 

Sådan virker helårsgræsning:

 

Når store dyr som heste og kvæg græsser året rundt, er der masser af blomster og sommerfugle i området. Der går så få dyr i området, at de ikke græsser det hele væk om sommeren.

Først i løbet af vinteren, når fødemængden er knap, får de spist op af græs, vedplanter og visne urter.

 

På den måde skaber dyrene plads til, at blomsterne ikke skygges væk af græs, men har lys og plads til at dukke op igen år efter år.

 

Når heste og kvæg græsser ude året rundt, kommer der hurtigt nye blomstrende buske som tjørn, tørst, roser og senere bøg, eg og birk. På den måde kommer området i fremtiden til at blive en blanding af åbne blomsterrige områder og naturlig løvskov.

 

Helårsgræsning skaber denne særlige mosaik, som ligner det oprindelige landskab.

 

For yderligere spørgsmål

Kontakt

Svend Klitgaard Lassen

Skov- og landskabsing.

Byer og Natur, BLF

Mobilnr.: 25202435

svend.lassen@aalborg.dk

 

 

Del på facebook
Del på email

Kalender

\n
<< sep 2021 >>
mtotfls
30 31 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 1 2 3