RUNDT OM HAMMER BAKKER

Livet er smukt – også i en coronatid

Ane - vores præst - i sofaen i præstekontoret. Sofaen er egentlig normalt forbeholdt gæsterne.

”Man kan tage pigen ud af Århus, men ikke Århus ud af pigen” synger Tina Dickow. Sådan er det måske også med Ane.

Der er nu 9 år siden hun forlod Smilets by for at drage mod nord for at blive præst her hos os I Vestbjerg.

Det var ikke blot en tur et pænt stykke nord af E45, det var også en flytning fra storbyen til forstadsbyen.

”I Århus kendte man dårligt nok de andre i opgangen, her i Vestbjerg kender alle hinanden, det skulle man lige vænne sig til.,” Fortæller Ane der kom til Vestbjerg sammen med sin søn.

Når det nu er i Præsteboligen man flytter ind så bliver ens ansigt hurtigt et alle kender.

Vestbjerggenserne skulle også lige vænne sig til Ane. For som ung kvinde var hun ikke lige det gængse billede på en præst, som for de fleste er noget med en ældre mand. Måske endda med fuldskæg.

Ane fortæller i den forbindelse en anekdote fra kort tid efter hendes tiltræden hvor der var fastelavn i Kirkecenteret. ”Er du klædt ud som præst?” Spurgte den menighedsrådsformands barnebarn hvorefter Ane måtte forklare at hun altså var præsten.

Men hun følte sig taget rigtig godt i mod da hun kom til byen i sin tid hvor hun oplevede store imødekommenhed. Noget som andre i tidligere artikler også har fremhævet om vores by.

Efter ni år er Ane også ved at være en af vores.

Det er hun også fordi vi ikke kun møder hende som byens præst men også bare som Ane rundt omkring i byen og til arrangementer i byen.

Det betyder meget for Ane at borgerne ikke kun kender hende som præsten, men også som Ane som man lige hilser på og sludrer lidt med når man eks. løber på hende ved købmanden.

At folk kender hende bare som Ane, mener hun er med til at blandt andet at gør det nemmere for folk at tage kontakt til hende, når de har behov for en snak med hende i hendes egenskab som præst.

Det er jo også på baggrund af hendes job at jeg har sat hende stævne denne tirsdag eftermiddag hvor hun har budt indenfor på kontoret i præsteboligen.

For Ane møder også rigtige mange af byens borgere i hendes egenskab som præst. For kirken er jo med igennem livets faser. Dåb, Konfirmation, Bryllup og i sidste ende når vi skal herfra. Og med ni år som byens præst er der nogen Ane har fulgt i mange år. Hun fortæller at hun for nylig har døbt et barn af en af hendes første konfirmander.

Men mange kommer også til Ane for at få en snak når livets skjorte strammer til de forkerte steder. Det kan være i forbindelse med et dødsfald, skilsmisse, alvorlig sygdom eller når livet bare er lidt svært at holde i hånd med.

Og Ane tager gerne i mod. Det er altid muligt at få en snak. Ane fortæller at nogle kommer enkelte gange, andre i et forløb mens andre hen over årene løbende kommer til hende når de har behov for en samtale.

Som Ane siger, ”Det at arbejde som præst det handler om at give noget til andre”.

Og det gør Ane både ved samtalerne og når hun står henne i Kirken.

Og hvad er det så Kirken kan give vi fortravlede mennesker af i dag?

Et frirum kunne svaret være.

”Det der præstationssamfund som vi oplever rigtig mange steder i dag, det findes ikke i Kirken” fortæller Ane. ”I kirken skal man ikke præstere noget. Her bliver man accepteret som dem man er. Her er man god nok som den man er.”

Ane fremhæver nærheden som det det måske vigtigste element i præstens og kirkens arbejde og netop den er blevet sat på alvorlig prøve her i forbindelse med coronaen.

Og det fremhæver Ane også på spørgsmålet om hvad der har været sværest her ved Cornonaperioden, ”At nærheden forsvandt”.

Især var det en svær tid i foråret hvor der var lukket helt ned. ”Behovet var der jo stadig” siger Ane om den periode hvor de fleste aktiviteter i Kirken var sat pause. Blandt andet de føromtalte samtaler.

Dog kunne man i foråret stadig afholde bl.a. bryllupper og begravelser, men med forbehold. Ane fortæller om en bisættelse – og det gør hun kun fordi den har været omtalt i andre medier tidligere – som skulle finde sted kort før lockdown. Restriktionerne blev i de dage ændret hele tiden og på selve dagen for bisættelsen måtte Ane ændre måden hvorpå bisættelsen skulle foregå.

Så det har været svært. Det har været en stor arbejdsopgave at skulle tilpasse kirkens aktiviteter til de gældende restriktioner og forbehold.

Blandt andet var forårets konfirmationer der blev rykket til efteråret og som også her skulle afholdes med store forbehold.

Ane nævner også Allehelgen-gudstjenesten hvor man mindes de der er gået bort i det forgangne år. Den er velbesøgt, men da man kun må være 82 i kirken(42 hvis der synges) så måtte man også her finde en løsning, som blev at dele gudstjenesten op.

Sådan har det hele tiden været udfordringer der skulle løses. Da Kirken var lukket helt ned i påsken, som også er en højtid i Kirken, arrangerede man påskeløb på Kirkegården ved Sulsted Kirke for børn ligesom man også her i julen uddeler ”Juleposer” til børnene som kan afhentes i Kirkecenteret.

Gudstjenesten i forbindelse med skolens juleafslutning var det også planen skulle foregå på særlig vis i år. Meningen var at gudstjenesten skulle streames ud til de enkelte klasseværelser. Men siden jeg talte med Ane er der jo sket det at mange af børnene er blevet sendt hjem fra skolen og fjernundervises.

Så bare på de få dage er forudsætningerne allerede ændret mærkbart.

”Det bliver godt nok specielt” siger Ane om juleaftengudstjenesterne hvor der jo plejer at være fyldt til næsten mere end sidste plads i kirken. Det plejer at være meget festligt fortæller Ane.

Det bliver også meget anderledes i år. Ane fortæller at man har udvidet antallet af gudstjenester den 24/12, som man i øvrigt skal tilmelde sig til. Herudover vil der også blive optaget en gudstjeneste på video, der vil blive udsendt på Sulsted Sogns hjemmeside og facebookside så man kan følge med hjemmefra.

Men det er en god ide at holde sig ajour på netop hjemmeside eller facebook for restriktionerne ændrer sig igen ofte.

Jeg spurgte Ane til hvordan hun har det med at der pludselig kommer så mange i Kirken juleaften, som ellers ikke er der om søndagen. Og her minder hun mig igen om Kirkens budskab som vi tidligere har været inde. ”Det er kun glædeligt at der kommer så mange, og der står jo ikke nogen og krydser af hvor mange gange den enkelte har været i Kirken. Kirken har jo en plads hos dem der kommer juleaften og det glæder mig. Og jeg møder jo også mange af dem i løbet af året i forbindelse med kirkelige handlinger og aktiviteter” siger Ane.

Men det skal nok blive jul, selvom coronaen stadig tager favntag med os.

Hvad kan give Kirken give os i en tid der er præget af megen usikkerhed og uforudsigelighed?

”Tryghed” lyder svaret fra Ane og fremhæver et af juleevangeliets stærkeste budskaber som er ”Frygt ikke”. Altså det skal nok gå. ”Frygt ikke” – lyset brænder ikke ud.

Ane har også oplevet at nye har søgt mod  kirken her under epidemien. Nok netop for at finde en modpol til usikkerheden. For at finde ro.

Ane finder det vigtigt at give glædelige og positive budskaber i denne tid hvor vi bomberedes så meget og ofte med det modsatte.

For nylig tog hun derfor i hendes prædiken udgangspunkt i den italienske film ”Livet er smukt” fra 1997 der vandt en Oscar for bedste film. Filmen handler om far og søn der under 2. verdenskrig ender i en koncentrationslejr. Her skaber faderen en fantasiverden for at vise sønnen det gode i livet selvom situationen er håbløs. Men på trods fastholder faren livsglæden og videregiver den til sønnen. En smuk film.

Det er også et smukt budskab.

La Vita é Bella – Livet er smukt –  også i en coronatid.

Del på facebook
Del på email

Kalender

\n
<< okt 2021 >>
mtotfls
27 28 29 30 1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30 31