Kulturaktiviteter 1. halvår 2022

 

 26. januar 2022: Engang klassens tykkeste dreng.

29. januar 2022: Danmarks ældste rockgrupper – PRETENDERS.

1. februar 2022: Kødædende Bakterier – Hvad kan vi lære af de voldsomme patientforløb.

11. marts 2022: Irsk/skotsk inspireret folkemusik – DE GALVANISEREDE LEOPARDER.

24. marts 2022: Smagen af Sydamerika.

************************

 Engang klassens tykkeste dreng – 26. januar 2022, kl. 19.00

Kom og hør Kaare Toft’s fortælling om at være Danmarks tykkeste dreng på mere end 300 kg. og den livsstilsændring som Kaare de sidste 12 år har været igennem.

Kaares foredrag giver et ærligt indblik, ”før”, ”under” og ”efter”, gennem videoklip, effekter og billeder, hvor han visuelt tager os med ”behind the scene”

Oplev hans fortælling om at være tæt på døden, 2 badevægte på samme tid, svært med kærligheden i ungdommen, fysiske udfordringer som at bevæge sig mere end 100 meter, men også hvordan Kaare er lykkes med hans livsstilsændring uden at gå på kompromis med det som stadig betyder utrolig meget for Kaare. At være et stort madøre og ikke mindst livsnyder, som elsker at leve livet hver eneste dag”

Tilmeld dig på  www.aof.dk – brug søgefelt eller tlf. 72 13 23 01

************************

Danmarks ældste rockgrupper – PRETENDERS – 29. januar 2022, kl. 18.30

 En af Danmarks ældste rockgrupper, Pretenders, dannet i 1966 i Brønderslev, spiller op i Kultur- og Borgerhuset HAMMER BAKKER den 29. Januar 2022 med fællesspisning kl. 18.30 – 20.00, Musik kl. 20 – 22. Gruppens repertoire vil være særdeles velkendt af mange. Gruppen holder nemlig fanen højt og spiller de kendte rocknumre fra 60’erne af Beatles, Hollies, Searchers m. fl.

– Pretenders er et af Danmarks førende 60’er rockbands – i hvert fald når vi selv skal sige det, fortæller Sten Fuglsang, bassist og sanger i orkestret.

De faktuelle forhold taler for, at der er noget om snakken.

Orkesteret spiller 60’er rock, og har gjort det siden etableringen i 1966. de spiller med samme besætning som ved dannelsen plus en, der kom til i begyndelsen af 1970’erne.

Hvis de ikke er det eneste band i Danmark med den historie, er de i hvert fald et blandt få.

– 1968 blev vi vindere i DR’s Toppen af Poppen, datidens X-faktor, og både dengang og nu er vi specielt kendte for vores flerstemmige sang, fortæller Sten Fuglsang.

Tiden står jo ikke stille, og det har Pretenders heller ikke gjort. Efter mange år på landevejene og nogle års pause med at optræde siden 1990’erne, er bandet for alvor genstartet i 2014. I tilgift til 60’er numrene er repertoiret udvidet med de bedste rocknumre fra kendte grupper og solister i 1970’erne og 80’erne.

– Vi har et meget varieret spillesæt”, forklarer Sten Fuglsang, ”det omfatter bl.a. numre af Chuck Berry, Beatles, Stones, Clapton, Who, Searchers, Dylan, Credence Clearwater Revival, Eagles, Dire Straights, Doobie Brothers, Fleetwood Mac, Traveling Wilburys.

– Både fordi vi spiller meget forskellige numre, og ikke i den samme stil hele tiden og fordi vi har to forsangere med meget forskellige stemmer, så er vi aldrig kedelige at høre på i længere tid, bedyrer han.

Medlemmerne – dengang som nu – er: Poul Vejby, forsanger og guitarer, Mogens Dyrberg, trommer og cajun, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, Martin Bøgild, guitarer og korsang, Jens Dalgaard-Nielsen, guitarer og korsang samt Sten Fuglsang, basguitar og korsang.

Tilmeld dig til Ole Schwarz tlf. 23923068 

************************

Kødædende Bakterier

Hvad kan vi lære af de voldsomme patientforløb – 1. februar 2022, kl. 19.00.

Med foredraget ”Kødædende bakterier – Hvad kan vi lære af de voldsomme patientforløb” kommer du på en rejse gennem bakteriernes verden. Vi er omgivet af dem – til lands, til vands og i luften, og de udgør 2 kg af vores kropsvægt. Nogle bakterier er gavnlige for os, mens andre er skadelige og kan forårsage sygdomme. Foredraget tager udgangspunkt i fortællinger fra patienter med eksempler på, hvor der kan ske fejl i sundhedsvæsenet, og hvad man som borger skal være opmærksom på. Denne aften giver Marco Hansen os bl.a.  råd og guidance til, hvad man selv kan gøre, hvis man står i en lignende situation med fokus på at få den bedst mulige behandling. Målet for ham er at nedbringe den ulighed, der findes indenfor sundhed.

Marco Bo Hansen er læge og forsker i bakterier og infektionsbekæmpelse. Han har en ph.d.-grad fra Københavns Universitet og Rigshospitalet, hvor han har forsket intenst i ”kødædende” bakterier. Marco har holdt adskillige foredrag og var en af de mest bookede oplægsholdere til Forskningens Døgn. Derudover deltager han ofte i samfundsdebatter og TV-udsendelser, der omhandler kødædende bakterier, infektionsbekæmpelse og hygiejneadfærd. Senest deltog han i DR dokumentarserie ”De Kødædende bakterier”.

Tilmeld dig på  www.aof.dk – brug søgefelt eller tlf. 72 13 23 01

************************

Irsk/skotsk inspireret folkemusik – DE GALVANISEREDE LEOPARDER – 11. marts 2022, kl. 19.00.

 De Galvaniserede Leoparder er et nordenfjords musikalsk sammenrend med hang til irsk/skotsk inspireret folkemusik – udført i såvel irsk/skotske som dansk/vendsysselske udgaver.

DGL er en direkte udløber af et kirkekor, hvorfor koralharmonisering stadig præger mange af deres værker – skønt de lyse klare drengestemmer har fået en mere moden klang – måske grundet mådeholden indtagelse af malt whisky og sort øl.

Ud over de fire stemmer er instrumenteringen guitar, bas, ukulele, banjo, mandolin og harmonika.

DGL består af 4 modne mænd, stadig i deres bedste alder – den ældste endnu med pandehår.

De tre er ægte vendelboer – den fjerde skabshimmerlænding på tålt ophold.

Repertoiret har bevæget sig lidt væk fra koralbogen, og består nu bl.a. af etniske sange fra Hirtshals, Tylstrup, Gallway og Em, skrevet af lokale egnsdigtere som Hausgaard, Memphis, Grønbech og Lilholt. Der er romantiske ballader, der er instrumentale finurligheder, der er tenderende rock forsigtigt lånt fra et populært skotsk band, og der er ægte irske pubsalmer groft stjålet direkte fra et aldrende irsk band. Det emmer af Guinness og whiskey.

De har spillet for 25 mennesker til en sogneaften i det centrale Vendsyssel – De har spillet for 2000 mennesker i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. De har et moderne lydanlæg, som kan dæmpes til et samtalekøkken og trykkes af i et femmastet cirkustelt – så intet er for småt, og intet er for stort.

DGL fremstår – ikke kun på billeder – som fire rå børster uden pli. Det er deres varemærke, at de kommer “ud over kanten” i en kombination af musikalitet, lune og galskab.

Så er du til rå, upoleret og rustik folke(lig) musik, der får et par eftertænksomme klummer med på vejen – få et tilbud på De Galvaniserede Leoparder – fra FOLK booking Denmark

CD ??? – næe – Folkemusik skal da opleves.

Tilmeld dig til Ole Schwarz tlf. 23923068 

************************

Smagen af Sydamerika – 24. marts 2022 – kl. 18.00.

Colombianske Ilma og hendes mand Peter tager os denne aften med på rundtur i Sydamerika. En aften med smagfulde oplevelser der står i rommens, kaffe og chokoladens tegn. Og ja cigaren er selvfølgelig også med, hvis den kan friste, selvfølgelig udendørs! En sanselig aften med gode fortællinger og historien bag det hele. Også personligt, da Ilma stammer fra Venezuela og importerer sydamerikanske specialvarer. Vi smager lokalproduceret rom fra Sydamerikanske lande, frisk kaffe lavet på en prima bønne, og nyder lækkert chokolade. Aftenen byder også på en skøn Tapas anretning. Og er der stemning for en lille latinamerikansk dans, vil Ilma introducere til dans.

Tilmeld dig på  www.aof.dk – brug søgefelt eller tlf. 72 13 23 01

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *