RUNDT OM HAMMER BAKKER

 

 

Nyeste status på projektet med cykelstier langs Tingvej

Aalborg Kommune er nu ved at være færdig med detailprojekteringen af cykelstierne langs Tingvej. I næste uge udsendes information til de berørte lodsejere om hvilke konsekvenser projektet får for netop dem.

Herefter følger i løbet af foråret 2023 en ekspropriationsproces sideløbende med at der findes en entreprenør til at udføre arbejdet.

Inden vi for alvor går i jorden omkring sommer 2023 skal Nordjyllands Historiske Museums arkæologer i gang med en undersøgelse af arealerne. Vi forventer at projektet kan afsluttes i foråret 2024.

Ansøgning dispensation efter skovloven til skovgræsning på Den Danske Naturfonds arealer i den vestlige del af Hammer Bakker

 

Som tidligere orienteret fra Aalborg kommune, er der indsendt ansøgning til Miljøstyrelsen om dispensation efter skovloven til skovgræsning på Den Danske Naturfonds arealer i den vestlige del af Hammer Bakker.

Tirsdag d. 3. januar gav Miljøstyrelsen omtalte dispensation og efterfølgende er Rådmand og politisk udvalg blevet orienteret onsdag og torsdag i denne uge.

Der er ansøgt om et lavt, almindeligt landbrugshegn, som ikke forhindrer vildtets frie bevægelighed.

Læs hele ansøgningen her : Dispensation til skovgræsning 

Opdatering angående cykelsti

Hermed en kort orientering om cykelstien langs Tingvej. Jeg håber, vi kan klare os med teksten – det bliver meget svært at producere et kort, der rigtigt siger mere end teksten.

 

Aalborg Kommune har gennem 2022 arbejdet videre projektet langs Tingvej med enkeltrettede cykelstier i begge sider.

Stierne kommer til at gå fra bygrænsen i Vestbjerg til Tingbakken i Vodskov.

 

Vi forventer desuden at det bliver muligt at anlægge krydsningsmuligheder i form af en midterhelle med sikret venteareal (en krydsningshelle) på følgende steder:

 

  • Tæt på Vestbjerg ved indkørsel til spejderhytten.
  • Ved Hærvejen
  • Ved Kælkebakken

 

 

Tidsplanen er lige nu følgende:

  • Projektering indtil november/december 2022
  • Ekspropriation og entreprenørudbud indtil maj/juni 2023
  • Udførelse 2023 med afsluttende arbejder primo 2024

Her er en kort status på tiltag i Hammer Bakker

Til Hammer Bakker Naturråd

 Som I sikkert allerede har set, så er den nye bålhytte nu opført ved shelterpladsen. Der resterer nu at få genetableret bålpladsen øst for bålhytten, som har været fjernet midlertidigt i f.m. opførslen af bålhytten. Vi synes, at den nye bålhytte er blevet rigtig flot, og ser frem til den officielle indvielse i

den kommende weekend.

 I forbindelse med konvertering af plantagen har vi i vinter afrømmet førne, som er det tykke lag af delvist omsatte grannåle, blade, mos mm, der mange steder forhindrer nøjsomme arter som lyng, djævelsbid, guldblomme mm. i at spire.

Afrømning af førne har været succesfuldt og vi kan allerede nu finde små fremspirede planter såsom hedelyng (se foto 3856).

 

Men for at booste den positive udvikling endnu mere har vi i samarbejde med et par lokale landmænd høstet nogle meget blomsterrige marker og spredt det afhøstede materiale udover konverteringsarealerne (foto 3880 og 3853).

 Spredning af frø forventes at medføre en mere varieret flora, samt sikre levesteder for områdets rige insektliv såsom sommerfugle, græshopper, køllesværmere mm. (foto 3834 = Seksplettet Køllesværmer i Hammer Bakker).

 De græssende dyr er blevet suppleret med fire hopper fra Den Danske Naturfondsprojekt ved Bøtø. Supplementet af hopperne er lavet dels for at øge græsningstrykket, men også for at få lidt variationen i forhold til alder/fysik og dermed bedre dynamik i flokken.

 Den endelige beslutning om konkret hegning i den vestlige del af projektområdet er udskudt til næste år, men vi går videre med dialog med de lodsejere, hvis jord grænser direkte op til Den Danske Naturfonds arealer, for at få fastlagt detaljerne om hegnets placering, klaplåger m.m. Og der er indsendt ansøgning til Miljøstyrelsen og de nødvendige myndighedsgodkendelser. Der bliver tale om et lavt, almindeligt landbrugshegn, som ikke forhindrer vildtets frie bevægelighed.

For Hærvejens vedkommende er vi fortsat i gang med at kigge på en omlægning af vandreruten, så den kommer til at følge den gamle kongevej på et længere stræk end på nuværende tidspunkt. Her tager vi som lovet kontakt til de 3 berørte lodsejere for at få deres accept af et nyt forløb af vandreruten over deres ejendomme.

 Vi ønsker at fokusere publikumstrykket til den østlige del, og vi vil over de næste måneder opdatere friluftsforholdene i østdelen. Vi afmærker flere stiruter, så det bliver lettere at finde rundt, vi vil etablere skilte og producere vandretursfolder med tydelige ejerskabsmarkeringer og forklaring af færdselsreglerne, så der ikke kan være tvivl om, hvad der er privat og hvad der er fondsejet, og hvad man må på de forskellige arealer. Der vil blive opsat bænke (udskårne stammer) for at muliggøre mindre hvilesteder i området. Samtidig vil der på Naturfondens areal blive anlagt p-plads ved Vandstedvej (den tidligere læsseplads) og p-arealet ved jagthytten ved Torndal vil blive saneret med mere grus. Ift. det tidligere foreslåede mødested ved Torndal, har vi lyttet til bekymringerne og flyttet bålhytte og shelterplads ind i terrænet, så der er mere end 400 m til nærmeste beboelse. Vi arbejder med et forslag fra firmaet Rabølle, som står bag opførelsen af den ny bålhytte ved den eksisterende shelterplads. Her og nu afventer vi myndighedsbehandling af den ny plads.  

Bålhytte

 

Hvis du/i skulle gå og kede jer her i weekenden, vil vi anbefale jer at tage ud på shelterpladsen og se den nye bålhytte der er under opførelse.

 

Aalborg Kommune – Pendlerforbindelse med rekreativt potentiale: Aalborg-Vodskov- Hals

Budget: 32.821.000 Ansøgt tilskud: 16.410.500

Det ansøgte projekt skal sikre en tryg og attraktiv cykelforbindelse

mellem Aalborg by og oplandsbyerne Vester Hassing, Stae, Gandrup,

Hals og Vodskov. Den ansøgte strækning er, udover at være

en oplagt pendlerforbindelse, også en del af den nationale cykelrute

Limfjordsruten, der er en rekreativ cykelforbindelse, som skaber

adgang til byerne og sommerhusområderne ved østkysten:

Hals, Hou og Egense (hvortil der er forbindelse med færge fra

Hals).

Projektet omhandler etablering af en cykelstiforbindelse mellem

Vodskov og Stae inklusiv en forbedring af trygheden generelt.

Stiprojektet gennemføres som en samlet 4,8 km lang etape bestående

af dels enkeltrettede cykelbaner og nye enkeltrettede, asfalterede

cykelstier med endepunkt i rundkørslen mellem Loftbrovej/

Halsvej sydvest for Vodskov og endepunkt vest for byskiltet til

Stae. Projektet inddeles i 5 delstrækninger, der tager udgangspunkt

i strækningens forskellige randbetingelser. Der etableres en cykelservicestation

på strækningen, som også understøtter strækningens

rekreative potentiale.

Trinbræt eller kollektiv trafik – hønen eller ægget

 

I Vestbjerg Samråd har vi med stor interesse fulgt de to indlæg fra henholdsvis Sulsted og Tylstrup på de mange gode argumenter, hvorfor et forhåbentligt kommende trinbræt skal placeres i deres byer. Det kan vi helt sikkert også finde mange gode argumenter for, hvorfor det skal placeres i Vestbjerg.

I Vestbjerg Samråd har vi dog et håb om, at det ikke alene kommer til at dreje sig om placering af et trinbræt, men at vi kan få løftet dialogen et niveau højere op, og så se på hvordan vi sikrer os den bedste kollektive trafik i vores nærområde, som giver et samspil mellem, at folk kan tage bus eller tog på arbejde nord eller sydpå, men at det også giver mere optimal trafik rundt om Hammer Bakker. En kollektiv trafik rundt om Hammer Bakker, der giver meget større synergi i forhold til deltagelse i arrangementer i omkringliggende byer, deltagelse i aktiviteter i forskellige byer eller blot sikre os, at vi kan komme fra A-B i nærområdet, uden at det kræver dagsrejser.

Efter dialog med Aalborg Kommune om, hvor projekt Trinbræt er i processen, så kan vi blot konstatere, at de lige nu blot sidder og venter på en opdatering af den seneste  rapport fra COWI, som så skal danne grundlag for en beslutning om placering af trinbræt, og derefter skal man først til at tage stilling til, hvordan man sikrer den kollektive trafik. En rapport, som ikke engang kan danne grundlag for en drøftelse med de implicerede byer, inden den offentliggøres, for politikerne vil stå i kø for at promovere beslutningen.

En opdateret rapport fra COWI ser vi i Vestbjerg Samråd frem til, men det er vores håb, at de øvrige samråd i nærområdet og Aalborg Kommune vil være med til at løfte dialogen et niveau højere op og i stedet går i kast med at se på den kollektive trafik, og hvordan et kommende trinbræt kan understøtte denne, fremfor vi blot skal til og se på dette, inden  der er taget beslutning om et trinbræts placering.

Cowi rapporten og dens anbefalinger er blot en brik i det store puslespil som hedder ”Kollektiv trafik” i vores nærområde.

 

Kender du hjemmesiden udinaturen.dk

Rundt om HAMMER BAKKER har i dag været til møde med Aalborg kommune, da vi godt kunne tænke os at få lavet et interaktivt kort over hvilke spændende og forhistoriske ting der er i Hammer Bakker.

Her blev vi vist hjemmesiden https://udinaturen.dk/, som de arbejder på at få fuldt opdateret, dette er dog en løbende proces.

Når den er fuldt opdateret, vil der f.eks. værre historiske minder, cykelruter, MTB-ruter, shelterpladser og meget mere.

Hjemmesiden arbejder sammen med google maps, samt man kan hente GPS punkter herinde fra, så man kan finde vej frem til de forskellige steder.

Denne hjemmeside har informationer om hele landet.